5G er klart i Danmark til september – Bredbånd.dk

5G er klart i Danmark til september

Mobilabonnement.dk 31. august, 2020
5G i Danmark

5G kommer til Danmark til september.

TDC NET har i en pressemeddelelse annonceret, at det nye og hurtige 5G bliver åbnet for deres kunder d. 7. september. 5G-netværket dækker i første omgang næsten 80% af Danmark – og over de næste fire måneder forventer de, at det næsten vil være landsdækkende.

I denne artikel fortæller vi dig alt, du er nødt til at vide om 5G i Danmark.

Hvad er 5G?

5G er det nye mobilnetværk i Danmark.

5G-netværket er hurtigere, mere stabilt og har en højere tolerance for belastning end 3G og 4G. Det vil sige, at du får en pålidelig hastighed på mellem 100 til 400 Mbit/s, selvom du skal dele netværket med andre i dit område.

Du kan læse mere om, hvad 5G er i vores guide til 5G.

Hvornår kommer 5G til Danmark?

5G bliver først tilgængeligt på TDCs netværk d. 7. september.

For at bruge 5G-netværket har du brug for:

  • En telefon med 5G
  • Et 5G-mobilabonnement

Du skal bruge både en 5G-kompatibel telefon, fordi der er tale om et separat netværk, som stiller bestemt særlige tekniske krav til din mobil.

Abonnementet derimod giver dig adgang til at bruge 5G-netværket, som endnu ikke er blevet standard for teleselskaberne. Der er altså endnu tale om en særlig ydelse, der i øjeblikket koster mere end et almindeligt abonnement.

Hvad koster et mobilabonnement med 5G?

TDCs egne teleselskaber – YouSee og Telmore – står dog klar til at tilbyde 5G fra lanceringsdatoen:

  • YouSee tilbyder 5G i alle mobilabonnementer, der koster mere end 199 kr. om måneden.
  • Telmore er udvalgte mobilabonnementer gjort klar til 5G (heriblandt deres populære Play-abonnement.) Med de mindre pakker kan du stadig tilkøbe adgang til 5G for 29 kr. om måneden.

Prisen på et 5G-mobilabonnement er udelukkende bestemt af det enkelte mobilselskab. Som 5G bliver mere udbredt, desto mere sandsynligt er det også, at prisen på 5G vil falde eller blive en forventet del af de almindelige abonnementer.

Overvejer du at skifte dit mobilabonnement? Så kan du sammenligne priser på mobilabonnementer fra alle de store teleudbydere her på Mobilabonnement.dk.

Hvem tilbyder ellers 5G i Danmark?

Alle de store danske teleudbydere forventer at udrulle deres eget 5G-netværk i løbet af 2020-2021.

3 har tidligere udtalt til Berlingske, at de – og Oister, som de deler netværk med – forventer at være klar til 5G i slutningen af 2020. Et landsdækkende 5G under 3 er dog stadig et par år ude. Teleselskabet afventer stadig at flere frekvenser på 5G-båndet bliver sat til frekvensauktion af Energistyrelsen.

Telenor og Telia, der deles om TT-netværket, forventer at udrulle et åbent 5G-netværk i etaper i løbet af 2021.

Hvordan er dækningen på TDC NETs 5G-netværket?

5G vil i første omgang kun være tilgængeligt for cirka 80% af alle danskere.

Netværket dækker specifikt Hovedstaden, Nordsjælland, Fyn, Midtjylland og Sønderjylland. Over de næste fire måneder planlægger TDC NET at udbrede 5G-netværket til de resterende landsdele – og 90% af befolkningen.

I begyndelsen vil 5G være særligt hurtigt i centrum af København, Århus, Odense og Helsingør. Det er i disse byer, at der er flest mobilmaster med 5G.

Du kan se, hvornår TDC NET forventer, at du kan få 5G i kortet forneden:

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.