Tyske forældre vinder retssag over Facebook


De efterladte kan arve adgang til Facebook-profiler på lige fod med breve og andet efter et dødsfald. Det har en tysk domstol afgjort i en sag, der har kørt i årevis.

Kan efterladte arve en Facebook-profil efter et dødsfald? Ja, fastslår en forfatningsdomstol i tyske Karlsruhe, skriver Ritzau.

Sagen var blevet anlagt af forældrene til en 15-årig pige, der mistede livet i en togulykke i Berlin i 2012. Forældrene ønskede adgang til datterens profil for at finde ud af, om der var tegn på selvmord.

Læs også:Ny millionbøde til Facebook

Facebook lavede pigens profil om til en mindeside, men afviste at give forældrene adgang til de statusopdateringer og så videre, selvom selskabet stadig havde dem liggende på dets servere.

Siden dengang har sagen verseret i det tyske retsystem. Først fik forældrene medhold, fordi datteren ikke var myndig. Men en højere retsinstans gav Facebook medhold, fordi den mente, at pigens ret til privatliv var beskyttet af den tyske forfatning.

Ved at udfylde denne formular kan man anmode Facebook om at slette en afdød persons profil, eller at få den lavet om til en mindeside.