Telenor i Norge idømt historisk stor millionbøde


Det norske konkurrencetilsyn har idømt Telenor en historisk stor bøde for brud på konkurrencereglerne.

Mobilselskabet Telenor har brudt de norske konkurrenceregler, mener den norske konkurrencemyndighed, Konkurransetilsynet. Selskabet har derfor fået en bøde på historiske 788 millioner norske kroner – det svarer til omkring 623 millioner danske kroner. Det er den største bøde, som Konkurransetilsynet nogensinde har givet.

Sagen drejer sig om, at der i Norge kun er to landsdækkende mobilnetværk: Telenor og Telias. Andre mobilselskaber må leje sig ind på et af dem. I 2007 startede selskabet Network Norway med at bygge et tredje mobilnetværk sammen med Tele2 og i mellemtiden har man lejet sig ind på Telenors netværk. I 2010 ændrede Telenor så betingelserne i aftalen med Network Norway så der nu skulle betales for antallet af brugere på netværket, en udgift som blev fastholdt selv med det tredje mobilnet.

Læs også:Vestager på vej med afgørelse mod Google: Så stor kan bøden blive

– Konkurransetilsynet har konkluderet, at Telenor lagde hindringer i vejen for udbygningen af et tredje mobilnet i Norge. Når dominerende aktører på den måde hindrer konkurrenter i at etablere sig, er det et alvorligt brud på konkurrenceloven, siger tilsynets direktør, Lars Sørgard i en pressemeddelelse.

Telenor afviser at have overtrådt reglerne og regner med at anke afgørelsen til konkurrenceklagemyndighederne i Norge, og måske senere domstolene.

– Fristen for at anke er seks måneder. Nu skal vi bruge tid på at gennemgå alle sider af sagen. Vi regner med at anke, siger Berit Svendsen, administrerende direktør i Telenor Norge, i en pressemeddelelse.

I første kvartal af 2018 havde Telenor Norge en omsætning på omkring 6,3 milliarder norske kroner.

Tele2 købte Network Norway i 2011.