TDC vil bremse kundeflugt med nyt supernetværk

Kasper Skov Jensen 15. januar, 2018

Den danske telegigant, TDC, skruer kraftigt op for hastigheden på sit 4G-netværk i et forsøg på at holde på kunderne

Danmarks største teleselskab, TDC, der blandt andet består af Yousee, Plenti, Fullrate og Telmore, har haft svært ved at holde på kunderne. Selskabet forsøger i den kommende tid at sætte en stopper for kundeflugten ved at skrue kraftigt op på hastigheden på sit 4G-netværk. Det opgraderede netværk kan levere hastigheder på helt op til 600 megabit, skriver Finans.

I første omgang er opgraderingen rullet ud i blandt andet Randers og Aalborg. Resten af Danmark kommer med hen ad vejen, fortæller TDC-direktør.

– Strategien er med tiden at opgradere over hele landet. Det bliver et vigtigt kort for at tiltrække og fastholde kunder, siger Kasper Ørtvig, mobildirektør i Yousee, til Finans.

Hastighedsopgraderingen kan også komme de danskere til gode, der ellers må nøjes med langsomme bredbåndsforbindelser – typisk i de tyndtbefolkede egne af landet.

– Vi er i fuld gang med at teste hybridbredbånd, hvor kobberforbindelsen bliver mangedoblet ved at sætte et 4G-simkort i routeren og på den måde kombinere de to teknologier. Med op til 600 megabit 4G-net er der områder, hvor vi kan tilbyde hurtigere bredbånd gennem mobilnettet, fortæller Kasper Ørtvig.

Mobilabonnement.dk forsøger at få en kommentar fra de øvrige danske mobilselskaber med eget netværk. Det er 3, Telenor og Telia.

 

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.