Storbank: Så stor er sandsynligheden for, at Apple køber Netflix

Kasper Skov Jensen 05. januar, 2018

Apple kan være godt på vej til at købe streamingiganten Netflix, vurderer en amerikansk storbank

Apples topchef Tim Cook har i disse dage måske lidt ekstra travlt med at tælle selskabets formue. Techgiganten er begyndt at bruge penge på at producere tv-serier til iTunes, men det kan meget vel bare være starten. Ifølge Business Insider har den amerikanske storbank Citi vurderet sandsynligheden for, at Apple køber Netflix til at være 40 procent.

Årsagen skal findes i nye amerikanske skatteregler og en mulighed for at hente penge placeret i udlandet hjem til USA og kun betale 15 procent i skat. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om. Mediet mener at vide, at Apple har omkring 1.500 milliarder kroner i kontanter – 90 procent af dem er placeret i udlandet for at undgå et skattesmæk i hjemlandet.

Meget tyder på, at streamingkrigen tager til i løbet af 2018. I sidste måned kom det frem, at Walt Disney Company har købt 21st Century Fox og alle selskabets rettigheder til film- og tv for omkring 330 milliarder kroner. Handlen er ikke godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder endnu, men det forventes at falde på plads i løbet af halvandet år.  Går det som planlagt kommer Disney til at sidde på omkring 40 procent af filmmarkedet i de amerikanske biografer.

Disney har desuden meldt ud, at man ønsker at samle det meste af bagkataloget af film og tv-serier i sin egen streamingtjeneste. Den vil i givet fald blive en meget stor og direkte konkurrent til Netflix, der i USA i forvejen kæmper med blandt andre Amazon Prime, Hulu og HBO om kunderne.

Mobilkunder i Danmark har gode muligheder for at få streamingtjenester med i købet. Hos Telia kan du få HBO med i købet, Telenor har abonnementer med Viaplay og Telmore tilbyder bl.a. HBO, C More og TV 2 Play

Her er mobilabonnementerne med underholdning

 

 

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.