Spotify-konkurrent får milliardindsprøjtning


Ukrainsk rigmand fører an i kapitalindsprøjtning i Deezer.

Den franske musikstreamingtjeneste Deezer ruster sig til den hårde kamp mod konkurrenterne Spotify, Google, Amazon og Apple. Selskabet har fået en investering på 160 millioner euro, som svarer til omkring 1,19 milliarder danske kroner.

Allerflest af pengene kommer fra den ukrainske rigmand Leonard Blavatnik. Forretningsmanden, der til dagligt bor i London, har blandt andet tjent sin formue på olie.

Du kan få Deezer med i abonnementet hos 3. Se dem her

De andre investorer er den saudiske prins Al-Waleed bin Talal, det franske teleselskab Orange og kapitalfonden LBO France.

Det skriver det svenske medie DI Digital.

– Planen er at investere for at fortsætte vores vækst. Mest i markedsføring og på salg i vores vores kernemarkeder, Europa og Latinamerika, siger Deezer-direktør Hans-Holger Albrecht til DI Digital.

Deezer har 14 millioner betalende brugere om måneden. Spotify har 83 millioner, men det bekymrer ikke direktøren.

– Vi er mindre end Spotify, Apple og Amazon, men det er ikke et marked hvor der kun er plads til den største, siger han.