Snapchat: Bare Facebook også ville kopiere det her


Snapchats topchef frygter ikke konkurrencen fra Facebook. Han håber faktisk, at endnu én af tingene ved Snapchat kommer i kopimaskinen hos Facebook

Direktøren for Snapchat, Evan Spiegel (billedet), har den seneste tid været udsat for kritik, fordi det går langsomt med at lokke nye brugere til. Derudover bliver man presset af Facebook, som blandt andet har lavet en Snapchat-lignende story-funktion på både Facebook og Instagram.

Læs også:Facebook: Send dine nøgenbilleder til os

Men det holder dog ikke direktøren vågen om natten. Efter skandalen om læk af personoplysninger fra Facebook, håber Spiegel faktisk, at Facebook kopierer endnu mere.

– Vi ville virkelig værdsætte, hvis de kopierede vores databeskyttelsespolitik, siger Evan Spiegel ifølge Engadget.

Han vælger at tage det som en stor ros, at der nu er story-funktioner på Facebook og Instagram.

– Hvis man designer noget, der er så simpelt og elegant, at det eneste andre kan gøre er at lave en nøjagtig kopi… Det er den mest fantastiske i verden som designer, siger han.

Læs også:Aktivist sagsøger Google og Facebook for 55 milliarder kroner

I Facebook-lejeren er der ikke enighed om, at Snapchat passer bedre på personlige oplysninger. På Twitter mindede Facebooks globale sikkerhedschef, Alex Stamos, om, at Snapchat har været ramt af flere sikkerhedsbrud.