Smart Android-app forhindrer andre apps i at stjæle personlige oplysninger og dræne batteriet

Kasper Skov Jensen 18. september, 2018

Android-apps skal have brugerens tilladelse til at gøre brug af f.eks. gps og kamera. De fleste apps har også adgang til de funktioner når man ikke bruger dem. Det sætter en ny privatlivsapp en stopper for.

Hvis du har en Android-smartphone kender du alt til følgende situation: Du åbner en app, du lige har installeret. App’en beder om adgang til gps, kamera, opkaldslister og andre ting for at kunne køre. Du accepterer og glemmer alt om tilladelserne, når du lukker app’en igen.

Det betyder i princippet, at app’ens udviklere bliver ved med at have adgang til funktionerne – og i nogle tilfælde bliver de ved med at køre, så batteriet bliver drænet for strøm. Det kan blive fortid takket være en ny app ved navn Bouncer.

Læs også:Stor guide: Sådan styrker du dit privatliv på Facebook

Bouncer lader dig sætte midlertidige tilladelser for apps, du installerer – enten i form af en tidsperiode eller indtil du går ud af den pågældende app. F.eks. kan du give en app adgang til dit kamera i en halv time, eller indtil du går tilbage til hjem-skærmen.

Desværre virker Bouncer kun på de apps, der er installeret efter den. Men hvis du vil have bedre styr på, hvilke funktioner dine apps har adgang til og dermed også nedsætte strømforbruget, kan det være en god idé at geninstallere apps én efter én.

Efter du har åbnet en app første gang, og givet de sædvanlige tilladelser spørger Bouncer om du vil beholde tilladelserne permanent (Keep), fjerne dem når du vender tilbage til hjem-skærmen (Remove) eller om du vil lade dem udløbe efter et bestemt tidsrum (Schedule)

Bouncer koster 7 kr. og kan købes i Google Play Butik her 

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.