Se listen: De 10 grimmeste mobiler nogensinde


Det bliver rigtig grimt. Nu er du advaret.

Mobiltelefoner er, med få undtagelser, ikke stilikoner. Nogle af dem prøvede at blive det, men blev det stik modsatte. Designerne bag de 10 grimmeste telefoner nogensinde, en liste som androidauthority.com har lavet, gjorde det sikkert i en god mening, men fejlede så voldsomt, at det gør ondt i øjnene.

Desværre er der også et ikke ubetydeligt dansk aftryk på den.

Vi håber, at du modstår trangen til at kigge væk, og når helt ned til den grimmeste telefon af dem alle nederst i artiklen.

Nu kan vi ikke trække den længere…

10. Siemens Xelibri 6
Når den her øjebæ kun kan klemme sig ind på en 10. plads, kan vi godt forstå, hvis du allerede nu frygter resten af listen. I 2003 fik Siemens den idé at lave en mobil til kvinder, så man(d) designede den som en pudderdåse med to spejle, så der hurtigt kunne komme styr på makeuppen. Det henviste så knapperne, der var ret vigtige på en telefon dengang, til siderne. Det må have været noget nær umuligt at skrive SMS-beskeder på den.

9. Motorola StarTac Rainbow
Den her telefon ligner noget, der fulgte gratis med en Happy Meal, men det var en fuldt funktionel telefon til voksne (tror vi nok.) Skrigende farver og et billigt plastik-look fungerer bare ikke sammen.

8. Toshiba G450
Hvad er det her egentlig? En fjernbetjening? En stavblender? Et sexlejetøj? Næ, det er såmænd en mobiltelefon.Nogen havde fået den tvivlsomme ide at dele tastaturet op i to, hvilket også gjorde SMS-skrivning til en udfordrende disciplin.

7. F88 wrist phone
Hvordan ville det se ud, hvis helten i en helt forfærdelig dårlig science-fiction-film skulle udstyres med en mobil? Nogenlunde sådan her (se mobilen ved at afspille videoen herunder.) Firmaets direktør undskyldte sig godt nok med, at mobilen var blevet specielt fremstillet til en af de største kinesiske bordtennisspillere, men den kom senere ud i butikkerne.

Køb den moderne og noget pænere udgave, Apple Watch, her

6. Goldvish Le Million
Ekstremt grim. Ekstremt dyr. Den her gyselighed blev vurderet til omkring 8,3 millioner kroner, fordi den består af 18 karat hvidguld og 1.800 diamanter. Nok til at skræmme selv de mest bling-bling begejstrede rappere og gangstere væk.

5. Bang & Olufsen Serene
Nu kommer vi til listens danske indslag. B&O er kendt i hele verden for sine smukke designs, og heldigvis har de fleste glemt, at det danske firma stod bag den her mystiske mobil, som Samsung producerede. Der er nok en grund til, at man siden er gået væk fra firkantede telefoner. En indbygget sensor åbnede og lukkede den. Kameraet sad på siden. Tasterne var underligt placeret.

4. Motorola V100
Endnu en mobil, som ser ud til at høre hjemme i legetøjskassen på blå stue i børnehaven. “Nå, ja. Designerne vidste måske ikke, hvordan en mobil skulle se ud”, tænker du måske. Jo, det gjorde de! Af helt ufattelige grunde fik den her mobil lov til at se dagens lys for bare otte år siden.

3. Nokia 7280
Nokia har designet nogle af verdenshistoriens allermest ikoniske mobiltelefoner, men den her er ikke røget i historiebøgerne for noget godt. Hjulet i midten erstattede keyboardet, så alt skulle rulles frem på den meget smalle skærm. Læg også mærke til det tøj lignende Nokia-mærke i siden.

2. Sierra Wireless Voq Professional
Her har vi en mobil, der rent faktisk ligner en mobil. Men det gør den ikke mindre grim. Designet er kantet på en alt andet end æstetisk måde. Det mest tåbelige er dog keyboardet, som kunne foldes ud.

1. Siemens Xelibri 2
Nu er vi faktisk ved at løbe tør for ord. Det mest oplagte spørgsmål må være: “hvad tænkte de på”?! Knapperne på siden og den lille skærm gør den uegnet som mobil. Designmæssigt minder den en hel del om de digitale kæledyrsspil, Tamagotchi, som var en landeplage i 1990’erne.

Læs også:Se listen: De 10 mest solgte mobiler nogensinde

Foto: Create Commons/Wikipedia

Hvad er den grimmeste mobil nogensinde? Skriv dit bud i kommentarfeltet herunder.