Regeringen laver kørekortet til en app


Regeringen vil gøre det muligt at have ID-kort med på mobilen. Første skridt er kørekortet.

Det kan snart være slut med at fiske kørekortet ud af pungen. Regeringen vil gøre flere ID-kort digitale, så de kan bruges via apps på mobilen. Det første i rækken er kørekortet.

– I dag har de fleste en smartphone, og den er blevet en fast del af mange danskeres hverdag. Mange bruger mobilen til for eksempel at betale regninger i netbanken, se deres lønseddel i e-Boks eller overføre penge med MobilePay. Mobilen har nærmest erstattet pungen, og derfor giver det god mening at få kørekortet på mobilen, så det altid er lige ved hånden, siger innovationsminister Sophie Løhde (V), i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

Læs også:Snart bliver Facebook også en dating-app

Det digitale kørekort skal være et supplement til det fysiske kort.

Regeringen forventer, at kørekort-appen, der bliver beskyttet med en selvvalgt pinkode eller fingeraftryk, kommer inden slutningen af 2020. Også Sundhedskortet vil regeringen lave en digital udgave af.