Rapport: Ingen mobiler giver mere socialt samvær

Kasper Skov Jensen 09. januar, 2019

Det er godt for elevernes sociale samvær, når mobilerne er gemt væk i skolen, konkluderer stor undersøgelse.

Smartphones og brugen af dem er et hedt debatemne i den danske folkeskole. Hvor meget og hvordan skal de bruges i undervisningen? Hvad med i frikvartererne? I den hidtil største undersøgelse af sin art har Andreas Lieberoth, adjunkt ved DPU og Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet, undersøgt mobilreglerne på 600 skoler og effekten af dem.

Han konkluderer, at ingen mobiltelefoner i timerne giver mere ro og bedre samvær blandt eleverne.

Læs også:App’en der låser modtagerens mobil indtil du får svar

– Skoler laver regler for at få ro i timerne, men den store vinder er børnenes sociale samvær. Skærmrestriktive regler er ganske vist effektive til at mindske forstyrrelser i timerne, men de giver også en mærkbar social gevinst på mange skoler. Det er dog ligegyldigt, om telefonerne er låst inde, eller om eleverne kan få fat i dem ind imellem. Det vigtigste for gode resultater er, at dagen har skærmfrie perioder, siger Andreas Lieberoth i en pressemeddelelse.

Mobilreglerne har forskellige effekter, så derfor har det stor betydning, hvilke regler den enkelte skole vedtager. Rapporten indeholder fire råd til skolerne omkring mobilpolitik:

  • Tænk både praktisk og pædagogisk.
  • Børn og klasser er forskellige.
  • Start med at klarlægge formålet med mobilpolitiken.
  • Find balancen mellem lærernes viden om børnene og troværdige undersøgelser.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.