Politikere vil udelukke Huawei fra dansk 5G-netværk

Politikere vil udelukke Huawei fra dansk 5G-netværk

Kasper Skov Jensen 14. januar, 2019

Partier fra begge sider af Christiansborg vil forhindre Huawei i at blive en del af udrulningen af 5G-netværk i Danmark.

I år forventes der at komme fart på det nye superhurtige 5G-netværk, men står det til Dansk Folkeparti og SF bliver det uden den kinesiske telegigant Huawei. SF fortalte om sin bekymring i sidste uge, og Dansk Folkeparti er enig.

– Dansk Folkeparti er på ingen måde tryg ved at lukke Huawei ind i vores meget centrale infrastruktur, som 5G-netværket bliver, og vi er klar til at støtte et statsligt forbud mod Huawei, hvis det er det, der skal til, og hvis efterretningstjenesten anbefaler det, siger partiets forsvarsordfører Jeppe Jakobsen til Jyllands Posten.

Læs også: Norge overvejer Huawei-forbud

Reaktionerne kommer efter det for nogle dage siden kom frem, at den norske regering overvejer at forbyde Huawei at være med til at bygge landets 5G-netværk. Frygten er, at teknologien kan bruges som en bagdør til kinesisk spionage. Af samme årsag har blandt andre USA forbudt Huawei at være med i forberedelserne til 5G.

I juli var Mobilabonnement.dk i kontakt med Center for Cybersikkerhed, der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste. Dengang lød udmeldingen sådan her:

– Center for Cybersikkerhed er fuldt ud opmærksom på de mulige sikkerhedsproblemer, der er forbundet med anvendelsen af udenlandske virksomheder som leverandører til det danske it- og telemarked. Center for Cybersikkerhed er således i dialog med væsentlige danske teleselskaber om anvendelsen af blandt andet udstyr fra Huawei, skrev Center for Cybersikkerhed i en mail til Mobilabonnement.dk

 

 

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.