Politiet jubler over nyt supersystem – kritikere er bekymrede


Dansk politi har taget nyt computersystem i brug. Politichef jubler, men kritikere mener det kan bruges til masseovervågning.

Når politiet i Danmark efterforsker en forbrydelse, kan de hente oplysninger fra en lang række registre. Det var en opgave, der tidligere tog lang tid, fordi det skulle gøres manuelt. Men nu er systemet Pol Intel kommet til. Pol Intel sammenkører oplysninger fra en lang række forskellige registre, så politiet kun skal søge ét sted. Det har indtil videre blandt andet ført til anholdelsen af en formodet voldtægtsmand i Helsingør og en formodet lommetyv i Aarhus, lyder det.

Læs også:Ekspert: Det skal der til, før fans bliver dømt for trusler mod fodboldspiller

Politiet jubler over det nye arbejdsredskab, som har kostet et par hundrede millioner kroner at udvikle.

– Hvor vi tidligere brugte 80 procent af tiden på at søge oplysninger og 20 procent. på efterforskning, bruger vi nu 20 procent på at søge oplysninger og 80 procent på at efterforske, siger Michael Kjeldgaard, chef for Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet til Politiken 

Glæden deles dog ikke af Anja Møller Pedersen, jurist og ph.d.-studerende ved Institut for Menneskerettigheder.

– Man kommer med systemet til at behandle så store datasæt, at man kommer til at berøre store dele af den danske befolkning, uanset om borgerne er under mistanke eller nogensinde kommer det. Og det smager lidt af masseovervågning, siger hun til avisen.

Læs også:Din mobil er en sladrehank: Du betaler med personlige oplysninger

Pol Intel kan blandt andet sammenkøre oplysninger om borgernes straffeattester, færden på sociale medier, udlån af biblioteksbøger, data fra Sundhedsplatformen og adfærd på streamingtjenester.

Der er ingen nedre grænse for, hvad Pol Intel må bruges til, men ifølge politiet tages i kun i brug i sager om personfarlig kriminalitet og organiseret kriminalitet.