Opfindelsen, der måske kan hjælpe dig af med din smartphone-afhængighed

Kasper Skov Jensen 11. december, 2017

En østrigsk designer har opfundet noget, der kan holde dine hænder beskæftiget for at bekæmpe smartphoneafhængighed

Rygere kan få hjælp til at holde op ved at bruge plastre, mundspray og andre ting. Folk, der er afhængige af deres smarthpones har dog ikke mange hjælpemidler. Det vil den østrigske designer Klemens Schillinger lave om på. Han har opfundet en række telefonlignende modeller med hårde stenperler, som kan holde din travle smartphone-hånd beskæftiget. Modellerne kalder han erstatningstelefoner.

På hver enkelt model er perlerne placeret lige der, hvor man kører fingeren hen ad skærmen mest. Ved at køre fingeren over perlerne, bliver hjernen tilfredsstillet fordi den minder så meget om den bevægelse, der foregår på en rigtig smartphone.

– Oftere og oftere har folk trang til at tjekke mobilen, selvom de ikke venter på et bestemt opkald eller en bestemt besked. Det har inspireret til idéen om at lave noget, der kan hjælpe med at stoppe den adfærd, har Klemens Schillinger fortalt designmagasinet Dezeen.

Det er planen, at  Schillinger skal sælge erstatningsmobilerne fra sin webshop. Hvornår han begynder er uvist.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.