Oister er politianmeldt: Her er direktørens reaktion


Oisters moderselskab er blandt de teleselskaber Forbrugerombudsmanden har politianmeldt for ulovligt telefonsalg. Her er direktørens reaktion på det.

Forbrugerombudsmanden fortalte torsdag formiddag, at man har politianmeldt 13 virksomheder for ulovligt, herunder de fire største teleselskaber Telenor, Yousee, Telia og Hi3G, som ejer selskaberne 3 og Oister. De første tre selskaber har erkendt lovovertrædelsen og betalt bøder. Men det har Hi3G ikke gjort – endnu.

Mobilabonnement.dk har fået en kort skriftlig kommentar fra Oister-direktør Jesper Bennike (billedet), der er meget ærgerlig over sagen.

Læs også: Store teleselskaber meldt til politiet

– Vi er naturligvis meget ærgerlige over disse sager og politianmeldelsen. Vi ønsker ikke at ringe til forbrugere, som ikke mener at have givet samtykke til det og ikke ønsker at blive ringet op, skriver han.

Direktøren lægger samtidigt afstand til det bureau, Oister havde hyret.

– Vi bestræber os i høj grad på at følge loven, og har instrueret vores lead-bureauer i kun at levere samtykker til os, som er indsamlet og håndteret på lovlig vis. Forbrugerombudsmanden har desværre fundet frem til en række sager, hvor der hersker tvivl om, hvorvidt dette er sket. Sagen har derfor givet anledning til, at vi har strammet op på en række processer internt og i samarbejdet med lead-bureauerne. Vi har desuden opsagt samarbejdet med et telemarketing-bureau, som har benyttet ugyldige leads, skriver han.

Hi3G oplyser til Mobilabonnement.dk at man erkender lovovertrædelserne, og betaler bøden når den kommer. Man kender dog endnu ikke beløbets størrelse.