Ny streamingtjeneste overtager rettigheder til La Liga og Serie A

Kasper Skov Jensen 06. august, 2018

Fra den kommende sæson bliver det billigere at følge med i den spanske La Liga og den italienske Serie A.

Fodboldelskere tæller ned til den kommende weekend, hvor mange af de største internationale fodboldligaer starter. Og nogle af dem skal vænne sig til at se kampene et nyt sted. Sport- og eventfirmaet IMG har lanceret sin egen streamingtjeneste Strive, hvor man fra sæsonstarten vil kunne se alle kampene fra den bedste spanske og italienske fodboldliga. Dermed overtager IMG rettighederne fra henholdsvis Nordic Entertainment Group (Viasat-kanalerne og Viaplay) og Discovery Networks.

Læs også:Fodbold-app bruger mobilens GPS og mikrofon til at fange sortseere

– Dette er et virkelig spændende projekt for IMG og alle fodboldfans i Skandinavien. Serie A og La Liga er to af verdens mest populære ligaer i fodboldens verden. Med Lionel Messi i FC Barcelona og Cristiano Ronaldo i Juventus vil Strive vise to af planetens bedste spillere. Begge ligaer er særdeles populære i denne region også med tanke på deres mange spillere fra Sverige, Norge og Danmark, siger Kristian Hysén, adm. direktør i IMG Nordic.

Strive koster 79 kroner om måneden, eller 500 kroner for et år og er uden binding.Den første uge er gratis. I første omgang vil værter og kommentatorer på Strive tale engelsk, oplyser IMG i pressemeddelelsen.

Læs også:Facebook køber rettigheder til engelsk fodbold

Strive kan streames fra computer, apps til iOS, Android, Chromecast og Apple tv.

Udover kampene vil Strive også vise egenproducerede programmer.

Mobilabonnement.dk forsøger at få en uddybende kommentar fra IMG.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.