Nu kan du tale dansk med Google


Google Assistant er begyndt at forstå dansk.

I en travl hverdag vil det være dejligt med en personlig assistent til at klare nogle af de mere trivielle gøremål. Lidt af det kan Google hjælpe med. Den stemmestyrede assistent Google Assistant er blevet lanceret på dansk. Det betyder, at man med danske stemmekomandoer kan få Google til at udføre diverse opgaver.

Eksempelvis kan man bede assistenten om at ringe til mor eller stille spørgsmålet “Hvordan ser min dag ud?” for at få kalenderaftaler læst op. Er man i tvivl om, hvad Google assistenten kan, er det bare at stille spørgsmålet “Hvad kan du gøre?”

Læs også:Google kan være på vej med belønninger til dig

På Android-mobiler startes assistenten ved at holde “hjem”-knappen inde. På iPhones skal man åbne Google Assistant app’en.

– Vi er meget glade for at kunne lancere Google Assistent på dansk. Dermed kan vi give dansktalende brugere en oplevelse, der er specifikt tilpasset den enkelte og hjælper med at gøre hverdagen lettere. Vores hold af ingeniører og andre specialister har arbejdet hårdt på at udvikle en intelligent assistent, hvor både personlighed og funktionalitet er tilpasset danske brugere. Og den vil løbende blive udviklet og forbedret, efterhånden som den lærer brugernes behov at kende, siger Malou Aamund, direktør for Google Danmark, i en pressemeddelelse.

Den danske assistent bliver en integreret del af den intelligente højtaler Google Home, der kommer til Danmark senere i år.