Nu går det hurtigt! De første danske mobilkunder kan surfe med 1.000 Mbit/s


Hold på hat og briller! Fra i dag kan de første mobilkunder i Danmark surfe på nettet med vanvittige 1.000 Mbit/s.

Vi er blevet vant til hurtige datahastigheder på mobilen takket være 4G, men fra i dag bliver det endnu vildere. Telia og Telenor giver kunderne på deres mobilnetværk en forsmag på glæderne ved 5G ved at åbne for hastigheder på helt op til 1.000 Mbit/s – altså 1 gigabit i sekundet på det almindelige mobilnet.

Begge selskaber understreger dog i pressemeddelelser, at det i første omgang kun gælder en lille del af deres kunder. For det første skal mobiltelefonen understøtte den lynhurtige hastighed. Det er kun de aller nyeste mobiler, der gør det som f.eks. Samsung Galaxy S9 og S9+. For det andet er der indtil videre kun aktiveret en mast med 5G-teknologi i indre København, men flere byer kommer til i den kommende tid. Det lover både Telia og Telenor.

– Det er brugen af avanceret 4G-teknologi, der danner grundlag for 5G, der kan levere disse ultrahurtige datahastigheder live i vores netværk. Det er utrolig vigtig for Telenor, at vi hele tiden er et skridt foran udviklingen for at give vores kunder de bedste forbindelser. Derfor er jeg glad for, at vi som de første i Danmark kan tænde for teknologierne i netværket, så kunderne allerede nu kan være med på rejsen mod 5G, siger udviklingsdirektør i Telenor, Peter Ditlev Nødbak, i en pressemeddelelse.

Hos Telia mener man ikke, den almindelige forbruger skal forvente den banebrydende hastighed lige nu.

– Først og fremmest er 1.000 Mbit/s en nærmest vanvittig hastighed til en mobiltelefon, der sjældent bruger mere end 3-4 Mbit/s, når det går rigtig højt. Der er i dag kun en lille håndfuld modeller, der overhovedet understøtter så høje hastigheder som 1000 Mbit/s, siger teknologidirektør i Telia Danmark, Henrik Kofod, i en pressemeddelelse.

5G-teknologien er op til 70 gange hurtigere end det nuværende 4G-netværk.