Norsk politi har startet efterforskning af Tidal

Kasper Skov Jensen 15. januar, 2019

Norsk politi er begyndt at undersøge om Tidal har fusket med antallet af afspilninger.

Sidste år kom det frem, at Tidal angiveligt har fusket med afspilningsdata for at kunne udbetale flere penge til bestemte musikere. Nu bekræfter økokrim, norsk politis afdeling for økonomisk kriminalitet, at man har igangsat en efterforskning af Tidal på baggrund af fire anmeldelser.

Det skriver Version2, som citerer en artikel fra mediet Dagens Næringsliv.

Læs også: Sådan får du Tidal til 12 kr – spar 87 procent

– Anmeldelserne gælder streamingtjenesten Tidal, og der er mistanke om, at nogen har manipuleret med antallet af afspilninger for enkelte sange. Økokrim har iværksat en efterforskning for at få be- eller afkræftet mistanken om manipulation, lyder det fra norsk politi.

Det norske medie skriver blandt andet, at fire Tidal-ansatte er blevet afhørt i sammenlagt 25 timer.

Tidal har hele tiden afvist at have fusket med tallene.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.