Meget nemmere: Slip for at skrive kortoplysninger, når du bruger dankort på nettet

Kasper Skov Jensen 26. september, 2018

Dankortet er blevet endnu mere digitalt, så nu kan du godkende online transaktioner med et tryk.

Vælger man at betale med Dankort, når man handler på nettet skal der skrives en masse tal: kortnummer på 16 cifre, en udløbsdato og tre kontrolcifre. Alt det tasteri kan man slippe for i den nye version af Dankort app, skriver Nets i en pressemeddelelse.

Når Dankortet er registreret i appen, skriver man sit mobilnummer i betalingsprocessen hos webshoppen og til sidst godkender man med et tryk i app’en. Nets-konkurrenten MobilePay har haft en lignende betalingsprocess gennem længere tid.

Læs også:Sommervarmen rykkede nethandlen over på mobilen

Nets forklarer, at danskernes indkøbsvaner flytter ud på nettet, og derfor skal Dankortet følge med.

– E-handlen flytter gradvist fra computeren og over på mobilen, og derfor vil vi gerne gøre det nemmere at bruge mobilen til at betale med Dankort. Mange danskere har prøvet at betale via mobilen med Dankort app i fysiske forretninger, hvilket er en mulighed de fleste toneangivende forretninger tilbyder, og nu vil man også kunne afslutte sine online køb i Dankort app, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets med ansvar for Dankort, i pressemeddelelsen.

I august i år blev Dankortet brugt for i alt 5,6 mia. kr. online.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.