Medie: Trump ignorerer “besværlig” sikkerhed omkring sine iPhones

Medie: Trump ignorerer “besværlig” sikkerhed omkring sine iPhones

Kasper Skov Jensen 22. maj, 2018

Donald Trump har ikke de store bekymringer omkring sikkerheden på sine iPhones

Som verdens mægtigste mand er den amerikanske præsident Donald Trump et oplagt mål for hackere. Men det bekymrer ham tilsyneladende ikke synderligt.

Ifølge mediet Politico har præsidenten mindst to iPhones: en til opkald og en til nyheder og Twitter. Det er kutyme, at præsidenten skifter sine mobiler ud omkring en gang om måneden for at mindske risikoen for hackerangreb. Trump har dog angiveligt afvist at skifte sin Twitter-mobil ud fordi det er for “besværligt” .

Til sammenligning blev daværende præsident Obamas telefon undersøgt af eksperter hver måned for tegn på hackerangreb og andre mistænkelige forhold.

Læs også:Barack og Michelle Obama skal lave film og serier til Netflix

Det Hvide Hus vil ikke kommentere historien, men en unavngiven, højtstående ansat i den berømte bygning, forklarer til Politico, at mobilerne jævnligt bliver skiftet ud, men at Twitter-mobilen ikke udgør en sikkerhedsrisiko, fordi der er taget forholdsregler

Obamas telefon var hverken i stand til at ringe, spille musik, skrive beskeder eller tage billeder. I et talkshow beskrev han den som: “en legetøjstelefon man giver tre-årige”. En af trumps mobiler menes at have både kamera og mikrofon, hvilket hackere potentielt kan få adgang til.

Fra Det Hvide Hus lyder det, at teknologiske fremskridt har gjort mobiler mere sikre, end de var i Obamas tid.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.