Konkurrent kan være på vej til at købe TDC

Konkurrent kan være på vej til at købe TDC

Kasper Skov Jensen 17. januar, 2018

Danmarks største teleselskab kan være på vej til at få nye ejere

Der blæser nye vinde ind over den nordiske teleindustri. Svenske Tele2 har købt konkurrenten Com Hem og det presser angiveligt en anden af de helt store teleselskaber, Telia til at opruste. Helt konkret vil Telia nu undersøge muligheden for at købe danske TDC. Det fortæller anonyme kilder til den svenske erhvervsavis Dagens Industri, ifølge Computerworld.

Det er ikke første gang, Telia har pønset på et opkøb af TDC. Interessen var der også sidste år, men svenskerne trak følehornene til sig på grund af prisen.

– Som jeg har sagt før, er prissætningen og risikoen ved TDC ikke attraktiv, og det er fortsat ikke attraktivt, så vi fokuserer på andre muligheder, sagde Telia-topchef Johan Dennelind sidste år ifølge business.dk

Ved samme lejlighed forklarede koncernchefen, at man arbejdede på andre modeller for at vende udviklingen og skabe en god forretning i Danmark, hvor priskrigen rasede.

Før det ville Telia gå sammen med Telenor og skabe en nordisk telemastodont, men det satte EU en stopper for.

TDC har tidligere været en del af det svenske telemarked. Den del blev solgt til Tele2 i 2016 for 2,3 milliarder danske kroner.

Den svenske stat ejer 37,5 procent af Telia, der er nordens største teleselskab.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.