Juraekspert: Politiet kan beslaglægge for mange mobiltelefoner


Politiet har for vide rammer til at beslaglægge og lede i mistænktes mobiltelefoner, mener en juraekspert.

For de fleste mennesker, er mobiltelefonen en meget personlig ejendom, og at få den gennemgået af andre vil af mange føles som et overgreb. Ikke desto mindre skal der ikke ret meget til, før politiet må kigge en mistænkts mobiltelefon igennem. Når først telefonen er beslaglagt, er der ingen regler om, hvad de må lede efter eller hvor længe de må gøre det. Og det giver politiet for vide rammer, mener en juraekspert.

– Jeg synes, reglerne indebærer en risiko for, at politiet beslaglægger for mange telefoner og computere. Hvis man bliver anholdt for slagsmål og man har sin mobil på sig, kan det være, politiet sikrer telefonen. Men har de grund til at kigge i den, hvis der er både vidner og overvågning? Jeg ved ikke, hvor tit det sker med en mobiltelefon i sådan et tilfælde. Men jeg tror ikke, der skal så meget til før politiet tager en mobiltelefon og kigger på den. Jeg synes, vi har brug for klare regler om, hvad politiet må lede efter på mobiltelefoner, og hvor lang tid de må bruge på det, siger Lene Wacher Lentz, der er ph.D-studerende ved Aalborg Universitet og forsker i politiets digitale efterforskningsmuligheder, til Mobilabonnement.dk

Læs også:Ekspert: Så meget må politiet kigge i din mobil

Lene Wacher Lentz, der også er tidligere anklager ved Nordjyllands Politi, peger på, at politikerne kan sætte nogle begrænsninger for politiet i stedet for den meget brede formulering om ransagninger, der er gældende i retsplejeloven. Retsplejelovens §794 lyder:

“Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, må kun foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen”.

Læs også:Facebook indrømmer: Vi bruger dit mobilnummer til at sende reklamer hvis…

– Politikerne kan fastsætte nogle strammere regler for, hvornår politiet må få adgang til mistænktes mobiltelefoner. I øjeblikket gælder der nogle meget milde bestemmelser, der giver politiet lov til at ransage blandt andet mobiltelefoner, selv i bødesager, siger hun.