Huawei overhaler Samsung og er andenstørst i Danmark


Huawei er før første gang den næstmest populære smartphoneproducent i Danmark.

Danskerne elsker smartphones fra Huawei. En opgørelse fra analyseinstitut GFK viser, at der stod Huawei på over 20 procent af de smartphones, der blev solgt herhjemme i juli. Det gør den kinesiske producent til den næstmest populære i Danmark, kun overgået af Apple.

Læs også:Huawei-mobil vil gøre livet nemmere for dig med indbygget kunstig intelligens i kameraerne

Det betyder også, at Samsung nu er henvist til tredjepladsen over de mest populære mobilproducenter i Danmark.

På verdensplan går det også strygende for Huawei. Tidligere på året viste en anden analyse, at Huawei er den næststørste producent af smartphones globalt set. Her er Apple skubbet ned på tredjepladsen, mens Samsung topper listen.

Udviklingen skyldes især salget af Huawei-mobilerne i P20-serien, som der er solgt virkelig mange af. Salget har sammenlagt rundet 10 mio. mobiler.

Det menes, at Apple har en markedsandel på omkring 50 procent af det danske smartphone-marked. Det vil altså sige, at omkring hver anden af de mobiltelefoner, der bliver solgt herhjemme er en iPhone.