Her er Googles reaktion på milliardbøden fra EU


Google er, ikke overraskende, uenig med EU’s konkurrencemyndigheder, der i går idømte selskabet en rekordstor bøde.

Google har med Android-styresystemet misbrugt sin dominerende position, mener de europæiske konkurrencemyndigheder, under ledelse af kommissær Margrethe Vestager, som i går langede en bøde ud til Google på 32 milliarder kroner. Den beslutning forstår teknologigigantens direktør, Sundar Pichai, intet af.

– Beslutningen sætter en stopper for forretningsmodellen bag Android, som har skabt flere valg for alle, ikke færre. Vi vil appellere, skriver Googles administrerende direktør i et blogindlæg.

Læs også:Vestager langer ny rekordbøde ud til Google

EU mener blandt andet, at Google har brugt reglerne om fair konkurrence ved at tvinge mobilproducenter til at installere en række Google apps som standard. Det afviser Sundar Pichai, som mener at det kun drejer sig om noget teknisk, så alle apps kan bruges på alle telefoner. Men der er frit valg for producenterne, mener han.

– Ingen mobilproducent forpligter sig til det. De kan bruge eller ændre Android helt som de vil, skriver direktøren.

En af de omdiskuterede apps er Googles internetbrowser Chrome. Pichai fremhæver, at andre browsere er blevet downloadet millionvis af gange, og at forbrugeren selv bestemmer, hvilke apps, der skal installeres på mobilen.

Læs også:Mand sagsøger Google for bagvaskelse

– Kommissionens beslutning ignorerer den nye bredte af valgmuligheder, og den dokumenterede viden om hvordan folk bruger deres telefoner i dag, skriver han.

EU Kommissionen og Margrethe Vestager gav også Google en bøde sidste år. Den sag handlede om produktsøgninger og blev appelleret af Google.

Googles direktør, Sundar Pichai, Foto: Google.