Forbrugerombudsmanden advarer mod abonnementsfælder: Sådan undgår du dem


På sociale medier, hjemmesider, mails og i sms-beskeder bliver danskere i disse dage snydt til at indgå dyre abonnementer. Forbrugerombudsmanden advarer og opfordrer til forsigtighed. Vi viser, hvordan du kan undgå at blive snydt af de lumske beskeder.

Billige flybilletter, gratis flybilletter, gavekort til Netto og Bilka. Det er hvad danskere i disse dage får tilbud om på hjemmesider, sociale medier, i mails og sms-beskeder, hvis den “heldige” modtager bare betaler fragten. Når kortoplysningerne er indtastet, bliver man samtidigt tilmeldt abonnementsordninger på udenlandske tjenester.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen advarer mod abonnementsfælderne.

– Vi opfordrer forbrugerne til at være ekstra kritiske over for de tilbud, de benytter – særligt hvis de samtidig skal give deres betalingsoplysning, siger hun i en pressemeddelelse.

Sådan kan du spotte uærlige tilbud
Når du får eller ser et tilbud er der en række ting, du kan gøre for at tjekke ægtheden af dem:

Afsendere som Bilka og Netto vil altid henvise til deres egne hjemmesider, så deres navn bør indgå i den side, der bliver henvist til. Det gør det ikke her:

Foto: Forbrugerombudsmanden

Ved at holde musen over links og knapper i mails og på sociale medier, kan man nederst til venstre se adressen på den side, der åbner hvis man klikker. Hvis det ikke virker som en troværdig hjemmeside, bør man ikke klikke.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Forbrugerombudsmanden

Foto: Forbrugerombudsmanden

Foto: Forbrugerombudsmanden

Hvis du er blevet lokket i en abonnementsfælde, kan du i nogle tilfælde få banken til at tilbageføre beløbet.

Derudover kan du altid spære dit betalingskort, så der ikke længere kan trækkes penge fra det.