Forbrugere sagsøger Apple for batterisnyd

Kasper Skov Jensen 01. januar, 2018

En håndfuld amerikanske forbrugere mener, at Apple har vildledt dem omkring batterierne i deres gamle iPhones og har derfor gjort sagsanlæg klar

Apples juridiske afdeling får travlt her i 2018. Mobilabonnement.dk har tidligere beskrevet hvordan et israelsk firma beskylder den amerikanske teknologigigant for plagiat – og nu er den så gal igen. Denne gang har fem amerikanske iPhone ejere sagsøgt Apple for med fuldt overlæg at dræne batteriet på ældre iPhones for på den måde at tvinge dem til at købe en ny.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I alt er to sagsanlæg blevet indgivet mod Apple om batteri-opdateringen i dagene omkring jul. Advokaterne bag det ene sagsanlæg forsøger at få det klassificeret som et massesøgsmål, så man kan samle tusindvis af iPhone-ejere i sagen mod Apple.

Apple har bekræftet, at man har lavet en opdatering, der påvirker batterierne i ældre iPhones. Herfra lyder forklaringen dog, at det er med til at få batteriet til at holde længere og dermed øge mobilens levetid.

Det vides endnu ikke, hvornår batterisagerne bliver behandlet i de amerikanske domstole.

Vi har samlet 10 tips til at få batteriet til at holde længere. Få dem her. 

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.