Falske historier om Alternativet i omløb på sociale medier


Partiet Alternativet burde bruge tiden på at lave politik, og forberede den kommende valgkamp. I stedet går meget af tiden med at bekæmpe falske historier om partiet, der spredes på Facebook.

Det er kun statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ved hvornår vi skal til valg. Men det skal komme snart, så partierne er i fuld gang med at gøre sig klar til det. Partiet Alternativet har fået en ekstra udfordring: falske historier om dets politikere spreder sig på Facebook.

Det gælder blandt andet et tre år gammelt billede af Alternativets folketingspolitiker Rasmus Nordqvist taget i Københavns Lufthavn. I opslaget hævdes det, at han er på vej til Vestbredden for at løbe et motionsløb.

De falske historier tager tid fra andre opgaver, fortæller Rasmus Nordqvist.

Læs også: Youtube lukker for kommentarer på videoer med børn

– Det her betyder, at vi hele tiden er et skridt bagud, fordi vi ikke har plads til at diskutere de egentlige politiske spørgsmål, når vi bruger tid på det her. Det er ikke bare mig, der sidder og svarer folk. Vi har også en kommunikationsafdeling, der bruger tid og energi på det, siger Rasmus Nordqvist til Politiken ifølge Mediawatch.

Andre opdigtede Facebook-opslag hævder, at Alternativet har afholdt kønsopdelte vælgermøder og at kandidaten Mohammad Sabah Ahmad går ind for stening af utro kvinder.