EU vil indføre global skat på tech-giganter

Kasper Skov Jensen 23. juli, 2018

Store teknologiselskaber skal tvinges til at betale skat i de lande, de har deres omsætning, mener EU.

Store teknologigiganter, som Apple, Google og Facebook, der undgår skattebetaling skal være fortid, mener finansministrene i Europas største lande. Efter et møde i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, er de blevet enige om at “arbejde for et internationalt skattesystem, der tager højde for den digitale økonomi.” Det skal ske senest i 2020, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Læs også:Her er Googles reaktion på milliardbøden fra EU

Den amerikanske regering er stærk modstander af ambitionen. En sådan skat vil primært ramme amerikanske virksomheder, som er afgørende for den amerikanske økonomi, har USA’s finansminister,Steven Mnuchin, tidligere udtalt.

Men det skal ikke tolkes som et angreb på USA, mener Hubert Fuchs, der udover at være repræsentant for Det Europæiske Råd ved G20-mødet, også er finansminister i Østrig.

– En af de store udfordringer ved skat på digital økonomi er, at det primært er en skat, der rammer amerikanske firmaer, fordi de spiller nøgleroller i verden. USA føler derfor, at det er en skat på deres digitale økonomi, men det er det faktisk ikke, siger han.

Læs også:Vestager langer ny rekordbøde ud til Google

Den tilspidsede situation mellem EU og USA omkring digital skat kommer i en periode, hvor de to parter står på randen af en omfangsrig handelskrig med hinanden.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.