EU truer Facebook med bøder

Kasper Skov Jensen 20. september, 2018

EU vil gennemtvinge ændringer i Facebooks brugerpolitik. Hvis der ikke bliver rettet ind, vanker der bøder.

EU har strammet op på forbrugerbeskyttelsen, men det fremgår ikke af Facebooks brugerpolitik endnu. EUs juridiske kommissær, Věra Jourová, er så træt af tomme løfter fra Facebooks side, at hun nu er klar til at tage bødeblokken i brug hvis der ikke snart sker noget.

Læs også:EU på vej med nyt indholdskrav til streamingtjenester

– Min tålmodighed er opbrugt. Facebook har lovet mig, endelig at ændre de misledende vilkår inden december, men det her har varet for længe. Nu er det tid til handling, og ikke flere løfter. Hvis ændringerne ikke er gennemført inden årets udgang, må jeg bede forbrugermyndighederne om at handle hurtigt og sanktionere selskabet, siger hun i en udtalelse, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Facebook er i det hele taget ikke i kridthuset hos de europæiske toppolitikere i Bruxelles. I flere sammenhænge er man lige nu ved at vurdere, om og hvordan man kan indføre tiltag, der skal beskytte forbrugerne på sociale medier.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.