Ekspert: Mere oplagt at teleselskaber køber et medie


Det ligger ikke lige for, at en dansk mediekoncern køber sig ind i et teleselskab. Det omvendte er mere oplagt, mener teleanalytiker.

Danske medier er inde i en mere eller mindre desperat kamp for at finde nye måder at tjene penge på, der kan kompensere for faldende oplagstal og svigtende annonceindtægter.

I Norge mener TV 2, der i øvrigt er ejet af den danske mediekoncern Egmont, at noget af løsningen skal findes i mobiltelefoni. TV 2 Norge har købt 15 procent af mobilselskabet Chili, men det er ikke en model vi skal forvente efterlignet i Danmark, mener analytiker, der vurderer det mere oplagt, at teleselskaber går på opkøb i mediebranchen.

– Det er mere oplagt for danske teleselskaber at købte medieselskaber, som det vel reelt er med AT&T/Time Warner i USA og vi så med TDC og MTG, før det blev droppet igen, siger analytiker Anders Elbak fra IDC til Mobilabonnement.dk

Læs også:TDC fusionerer med tv-gigant

Der er dog så få spillere tilbage på det danske telemarked, at det er svært for alvor at se de mulige opkøb, mener Anders Elbak, der trods alt holder muligheden lidt åben. Det konstante pres på medierne fra streamingtjrenesterne og teleselskabernes jagt på indhold kan bringe dem sammen, påpeger han.

– Jeg har svært ved at se, hvilke opkøb vi skulle se i Danmark. Teleselskaberne går jo enten konkurs eller bliver købt af TDC. Men man skal absolut ikke udelukke noget.Teleselskaberne mangler unikt indhold til at holde på kunderne og medierne er presset af streamingstjenester, siger han.

Læs også:Nyt medieforlig tvinger streamingtjenester til danske investeringer

Ikke noget for JP/Politiken
I JP/Politikens Hus føler man sig ikke fristet til at gå TV 2 Norge i bedene og investere i et mobilselskab. Fokus er på den publicistiske kerne, lyder det fra den administrerende direktør.

– Andre medievirksomheder har travlt med at bevæge sig ind i andre brancher og væk fra deres kernevirksomhed. I JP/Politikens Hus fastholder vi et stærkt fokus på vores publicistiske kerne. Så vi har ingen planer på teleområdet, fortæller Stig Ørskov til Mobilabonnement.dk