Ekspert: Det skal der til, før fans bliver dømt for trusler mod fodboldspiller

Kasper Skov Jensen 05. juli, 2018

Landsholdsspiller Nicolai Jørgensen fik en hård medfart på sociale medier efter det brændte straffespark mod Kroatien. Fodboldforbundet har inddraget politiet, men hvornår kan man blive dømt for trusler? Vi har spurgt en ekspert.

Det var ikke alle danske fodboldfans, der tog det lige roligt da et brændt straffespark fra Nicolai Jørgensen og en efterfølgende kroatisk scoring sendte Danmark hjem fra VM i Rusland. Tonen blev så hård, at Dansk Boldspil Union (DBU), har meldt sagen til politiet, fordi man mener, at angriberen blev truet på livet.

Om det er strafbart afhænger i sidste ende af, hvordan domstolene vurderer ordene, fortæller en ekspert.

Læs også:Trusler mod landsholdsspiller politianmeldt

– Man skal vurdere ordenes betydning i deres sammenhæng. En vennegruppe kan godt have en særlig omgangstone, der selvfølgelig ikke er strafbar. Men hvis man offentligt skriver det samme om en person, kan det være strafbart. Dommere er ikke altid enige om ordenes egentlige betydning, siger Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor på Syddansk Universitet, til Mobilabonnement.dk

Skal der dømmes for trusler, skal det være en aktiv trussel, forklarer juraprofessoren, og nævner formuleringen: “død over Nikolai Jørgensen”, som er blevet brugt mindst én gang i et debatforum.

– Hvad betyder “død over”? Er det en trussel? Eller er det bare noget, man siger? Det kan være svært at vurdere. Jeg er ikke 100 procent sikker. Udtrykket kan dog sagtens opfattes som en trussel, og derfor være strafbart, siger Sten Schaumburg-Müller.

Læs også:Derfor bliver du afhængig af sociale medier

For nogle år siden blev en kvinde dømt for at skrive: “Helle for at skyde denne klamme rynkefjæsede kælling en gang for alle.” Retten vurderede, at det var en aktiv trussel.

– Hende, der blev dømt lignede ikke én, der nogensinde havde haft en pistol i hånden. Men man vurderede det som en trussel, fordi der i dag faktisk er politikere, der bliver skudt, Sten Schaumburg-Müller.

Politiet må ikke sende signaler
DBU har meldt sagen til politiet, blandt andet for at sende et signal om tonen på sociale medier. Samme signalværdi må politiet ikke bruge i deres vurdering af sagen.

– Politiet må kun rejse sager, hvor de mener, der er udsigt til domfældelse, fastslår Sten Schaumburg-Müller.

Ingen kommentarer fra politiet
Københavns vestegns politi bekræfter overfor Mobilabonnement.dk, at man mandag eftermiddag modtog en anmeldelse fra DBU’s juridiske afdeling om “trusler fremsat på internettet mod en navngiven fodboldspiller fra det danske landshold.”

Man ønsker dog ikke at kommentere sagen, der nu efterforskes.

Strafferammen for trusler går fra bøde og op til to års fængsel.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.