Ekspert: Derfor er vi flove over datingapps


Netdating og datingapps som Tinder og Happen ligger ikke højt på popularitetsskalaen, når vi skal fortælle andre om det. Vi har spurgt en ekspert hvorfor.

“Nå, hvor mødte I så hinanden?”

Det er et af de spørgsmål nye par får igen og igen, men mange, der har mødt hinanden gennem datingapps som Tinder og Happn vil ikke stå ved det. En undersøgelse som BBC har lavet viser, at datingapps er den mindst foretrukne måde at møde sin nye partner på, og en ny undersøgelse fra Yougov viser, at 19 procent af de adspurgte danskere, ville være meget flove over at indrømme, at de har mødt kærligheden på nettet eller via apps.

Læs også:Facebook på vej med datingfeature: Sådan virker den

Det overrasker ikke Bastian Larsen, der er sexolog og parterapeut.

– Onlinedating udfordrer den prinsessefantasi, vi stadig bliver opdraget med: at kærligheden bare sker, og at man lige pludselig møder den rigtige. Men sådan sker det jo ikke. Det sker, fordi nogen tager initiativ og får det til at ske. Det er en Disney-fantasi om, at kærlighed skal være på en bestemt måde. Mange har fordomme om netdating fordi, det bliver brugt lidt supermarked-agtigt og overfladisk. Men det er, hvad man selv gør det til, siger Bastian Larsen til Mobilabonnement.dk

En opgørelse fra Danmarks Statistik viste sidste år, at omkring syv procent af den danske befolkningen havde brugt netdating eller datingapps i løbet af de forudgående tre måneder.