Coop: Derfor lukker vi vores mobilselskab


Yousee er bedst til at sikre moderne mobiltelefoni, mener Coop, der derfor lukker Coop Mobil. Alle kunder overgår til Yousee.

I sidste uge kom det frem, at supermarkedskæmpen Coop Danmark lukker sit mobilselskab, Coop Mobil og lader kunderne overgå til Yousee. Lige siden har Mobilabonnement.dk forsøgt at få en mere uddybende kommentar fra Coop end den, der kom med i pressemeddelelsen om lukningen. Nu, en uge senere er der kommet mailsvar på spørgsmålene.

Læs også:Yousee overtager Coop Mobil

– Vi har vurderet, at det ud fra en samlet vurdering vil skabe mest værdi for vore medlemmer, at det er Yousee, der driver selskabet. Det sikrer bedst, at vores medlemmer altid har adgang til de mest tidssvarende løsninger inden for mobiltelefoni, skriver Ulrik Hjulmand, chef for partnerprogrammet hos Coop Danmark, i en mail til Mobilabonnement.dk

Han fremhæver, at Coops medlemmer optjener bonus ved at have mobilabonnement hos Yousee. Og hos Coop Danmark er der ikke frygt for, at kunderne skynder sig over til konkurrenterne hos Salling Group, som udover supermarkedskæderne Føtex, Bilka og Netto, ejer mobilselskabet Nettalk.

– Vi ser ikke nogen risiko for at ændringen til Yousee vil betyde mistede Coop Mobil kunder eller andre potentielle kunder til konkurrenterne. Principperne omkring opsparing af Coop bonus fra sit mobilabonnement til brug i vores butikker er intakt, både for nuværende Coop Mobil kunder og for nye Yousee Mobil kunder med Coop medlemskab. Dertil kommer, at YouSee-brandet er langt mere kendt i mobil-kategorien end både Coop Mobil, Nettalk osv. Det vil forhåbentlig øge vores kunders ønske til at knytte Coop medlemskab og et Yousee mobilabonnement sammen og få mere værdi ud af det, skriver Ulrik Hjulmand.

Mobilabonnement.dk forsøger stadig at få en kommentar fra Salling Group.