Byt til Nyt med 3: Spar op til en ⅓ af prisen på en ny iPhone

Byt til Nyt med 3: Spar op til en ⅓ af prisen på en ny iPhone

Mobilabonnement.dk 30. september, 2020
Byt til Nyt med 3

Mobilselskabet 3 har netop lanceret “Byt til Nyt”.

Konceptet går ud på, at du indleverer din gamle mobil – og får tilskud til en ny, hvis du køber den hos 3.

Men kan det betale sig at bytte sin mobil hos 3?

Vi har gransket regler og betingelser for 3s seneste mobilkampagne for at finde ud af, hvorvidt det bedst kan betale sig at indlevere din brugte iPhone eller Android – eller du vil få mere ud af at sælge den på DBA.

Byt til Nyt – rabat når du bytter din gamle mobil for en ny hos 3

Byt til Nyt blev til – ifølge 3 – fordi mange danskere stadig ligger ind med et ton af brugt elektronik, der samler støv i skuffer, skabe og andre gemmesteder.

”Vores undersøgelse viser, at mange danskere ikke ved, hvad de skal stille op med genstande, som de ikke længere bruger, men som stadig har en vis værdi – fx telefoner.

Men i stedet for at lade de forskellige værdigenstande overleve den ene hovedrengøring efter den anden, vil vi gerne opfordre danskerne til at gå lidt kritisk til værks.

Gå i gemmerne og se, om det er muligt at få omsat nogle af de aktiver, som andre kan få glæde af, og som alligevel bare ligger og samler støv. Det giver luft i budgettet og ro i sindet,” siger David Elsass, direktør for 3’s privatmarked.

3 vil altså udnytte det hul, der er på markedet ift. gamle mobiler og tablets, der bare ligger i skuffen. De skal kunne genbruges – og kan de ikke det, skal de destrueres på den mest miljøvenlige måde.

Hvor meget kan man få i tilskud til en ny mobil?

Dit tilskud afhænger af:

  • Enhedens alder
  • Stand
  • Hvorvidt den kan tænde
  • Hvorvidt skærm er intakt
  • Hvorvidt knapper stadig virker

Den endelige vurdering bestemmes af medarbejderen i 3-Butikken.

Men ud fra vores undersøgelse kan vi dog se, at dit tilskud kan være op til 4.500 kroner for en velfungerende iPhone 11 Pro. Det er en tredjedel af prisen på en ny mobil af samme model. Hvis du derimod har en ældre iPhone 6S falder det beløb dog til små 400 kroner. Det er cirka halvdelen af de nuværende priser på DBA af en model af samme type.

Der er altså væsentlig færre penge i at indlevere din mobil til 3, fremfor at sælge den privat. Til gengæld er der også mindre besvær, da salg og evt. genbrug håndteres af 3.

Derudover er 3s tilskud dog næsten dobbelt så stort som Apples eget Trade In-program. I visse tilfælde kan det altså være en bedre beslutning at bytte din mobil hos 3, frem for at få den byttet for et tilskud hos producenten.

3 sletter al din data

Du skal ikke være nervøs om, din mobils fremtidige ejer kan rode rundt i dine beskeder eller billeder.

Når du indleverer din mobil eller tablet hos 3, hjælper de med at slette al data. På den måde kan du være sikker på, at billeder, beskeder, adgangskoder og andre private ting, ikke kommer videre til andre.

Din gamle mobil bliver repareret og solgt på ny – eller sendt til genbrug

Når du indleverer din mobil til 3, ryger den ikke direkte i skraldespanden.

I stedet bliver den enten repareret og solgt på ny – eller skilt ad og sendt til genbrug.

3 har et stående samarbejde med Replace Group. Det er en virksomhed, som har specialiseret sig i håndteringen af brugt elektronik.

Replace Group vurderer om din mobil eller tablet er i så god stand, at den kan repareres – og en anden kan få glæde af den. Er det ikke muligt, vil enheden blive skilt ad og de værdifulde materialer og velfungerende komponenter, bliver sorteret fra. På den måde kan de bruges som reservedele og indgå i produktionen af ny elektronik.

Ny bindingsperiode

Der er dog en stor ulempe ved Byt til Nyt.

Hvis du bruger tjenesten, skal du være opmærksom på, at man ved at købe en mobil eller tablet, samtidig skal oprette eller forlænge et abonnement med binding i seks måneder. Du kan også kun betale for din nye mobil via afdrag, fremfor alt på én gang.

Er du eksisterende kunde, forlænger du dit abonnement med seks måneder. Du får heller ikke dit tilgodehavende udbetalt med det samme. I stedet skal du følge den valgte afdragsordning på nyt udstyr. Det betyder, at beløbet udbetales i det antal måneder, du har valgt. Der kan vælges mellem 10-, 20-, 30- eller 40-måneders tilbagebetaling.

Som ny kunde er reglerne stort set ens. I dette tilfælde skal du dog oprette et nyt abonnement, som du binder dig til i seks måneder.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.