Apple Music på vej til at overhale Spotify

Apple Music på vej til at overhale Spotify

Kasper Skov Jensen 07. februar, 2018

Apple Music bliver snart større end Spotify i USA

Det er bare et spørgsmål om tid, før Apple Music har vokset sig større end det før så altdominerende Spotify på det amerikanske marked. Det skriver Wall Street Journal ifølge Computerworld.

Det normalt velunderrettede medie skriver, at kundebasen hos Apple Music i øjeblikket vokser med omkring fem procent om måneden. Svenske Spotify kan “kun” prale af to procent flere kunder hver måned.

Apple har lanceret den stemmestyrede højtaler HomePod, som kan forbindes med Apple Music. Det forventes derfor, at endnu flere amerikanere vil hoppe med på Apples streamingtjeneste den kommende tid.


Find dit nye abonnement med musik her

Samlet set er Spotify med sine 70 millioner betalende abonnenter dog stadig større end Apple Music, der har 36 millioner betalende kunder på verdensplan.

I danske tal minder de to musikgiganter meget om hinanden. Et almindeligt abonnement koster 99 danske kroner om måneden – med samme rabat til studerende. Apple Music har efter eget udsagn 45 millioner sange, der kan streames og en gratis prøveperiode på tre måneder. Spotifys bibliotek rummer over 30 millioner numre og kan prøves gratis i en måned.

Spotify er i øvrigt på vej til at blive børsnoteret i USA.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.