Apple-chef om brug af personoplysninger: Det er overvågning

Kasper Skov Jensen 25. oktober, 2018

Apples topchef Tim Cook erklærer sin uforbeholdne opbakning til de europæiske regler om persondata. Og retter hård kritik mod de virksomheder, som bruger dem.

Store virksomheder høster oplysninger om forbrugere, og bruger dem til at målrette reklamer og produkter. Det er en uhyggelig tendens, mener Apples topchef, Tim Cook. Det er på tide at kalde det, hvad det er: overvågning, slog Cook fast i en tale ved en konference om persondata i Bruxelles.

– Vi bør ikke tale mildere om konsekvenserne (ved målretning af budskaber efter persondata, red.) Det er overvågning, sagde Tim Cook.

Læs også:Medie: Apple vil starte Netflix-konkurrent

Ved samme lejlighed erklærede han, at han og Apple bakker fuldt op om de europæiske persondataregler (GDPR) Politikerne i USA og resten af verden skal følge trop, lød det.

– I år har I vist verden, at god politik og politisk vilje kan forenes for at beskytte alles rettigheder. Tiden er inde til, at resten af verden, også mit hjemland følger jeres eksempel. Hos Apple støtter vi fuldt op om en omfattende statslig regulering af persondata, sagde han.

Du kan se hele Tim Cooks tale i videoen herunder:

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.