App vil bekæmpe madspild med ny datomærkning

App vil bekæmpe madspild med ny datomærkning

Kasper Skov Jensen 26. februar, 2019

Madspildsapp’en Too Good To Go går sammen med store fødevarevirksomheder og indfører ny datomærkning.

På fødevarer skal der stå en datomærkning, men mange danskere tager fejl af “bedst før” og “sidste anvendelsesdato”. Derfor ryger der hvert år en masse mad i skraldespanden, som godt kunne være spist. Den danske madspildsapp Too Good To Go er gået sammen med store fødevarevirksomheder i et forsøg på at komme forvirringen til livs med det nye datomærke “ofte god efter”.

Det er blandt andre Carlsberg, Arla, Unilever, Coop Danmark og Toms, der tager det nye datomærke til sig. Og det betyder meget i kampen mod madspild, mener Too Good To Go.

Læs også:Dansk iOS-udvikler: Det havde ikke ladet sig gøre uden App Store

– Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at samle de absolut største producenter af fødevarer og de største aktører i dagligvarehandlen om dette initiativ. Vi er overbeviste om, at vi med en lille ændring i datomærkningen, oplysning og gennem en fælles indsats kan gøre en stor forskel for at reducere madspild i Danmark, siger Mette Lykke, administrerende direktør i Too Good To Go, i en pressemeddelelse.

I Too Good To Go kan man købe overskudsmad fra omkringliggende restauranter, cafeer, bagere, supermarkeder og andet til nedsat pris. App’en kan hentes til både iPhone og Android.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.