Anmeldelse: Bullets Wireless er lækre at have med på farten

Anmeldelse: Bullets Wireless er lækre at have med på farten

Kasper Skov Jensen 10. juli, 2018

Endelig fik vi fingrene i Bullets Wireless fra OnePlus, og det var ventetiden værd.

Den her anmeldelse har været længe undervejs, meget længe. De trådløse hovedtelefoner Bullets Wireless fra OnePlus kom i handlen i Danmark 5. juni, men de blev revet væk hurtigere end man kunne nå at sige OnePlus. Langt om længe dukkede de så endelig op i posten, og nu har vi haft et par dage til at afprøve dem.

Lækker indpakning
Bullets Wireless kommer i den sædvanlige lækre indpakning fra OnePlus. Der er det man forventer, plus ekstra gummidutter, så du kan finde den størrelse, der passer i dine ører. Det er ikke helt nemt at sætte andre på, men når de først sidder bliver de heldigvis siddende.

Udover hovedtelefonerne og de ekstra gummidutter medfølger også et opladerkabel og en knaldrød taske. Og her har produktudviklerne hos OnePlus ikke tænkt sig helt om. For det første er opladerkablet så kort, at det af og til vil være helt ubrugeligt. Det er desværre set før, at producenter har fået den skøre idé. Det kan ikke koste mange ører ekstra at lave kablerne lidt længere, så det er et mystisk sted at spare. Hvorfor risikere at irritere brugeren med noget, der så let kunne være undgået? For det andet virker det lidt som om, hovedtelefoner og taske ikke helt passer sammen. Tasken er så lille, at det er afsindigt svært at få plads til Bullets Wireless i den.

Genialiteter
Et af problemerne ved hovedtelefonerne er, at man kan blive i tvivl om de bliver siddende i ørene eller om de falder ud. Med Bullets Wireless er den bekymring fortid. De skal nemlig sidde rundt om nakken, og er så tilpas tunge, at man sagtens kan tage en slentretur på den blæsende vestkyst uden at være bange for, at de ender deres dage i Nordsøen. Når hovedtelefonerne sidder, er man helt sikker på, at de bliver der.

De er tunge, men føles ikke tunge at gå med, og de vækker heller ikke opsigt i gadebilledet. Man kunne godt ønske, at det var lidt nemmere at se forskel på højre og venstre side, men det finder man hurtigt ud af.

Køb Bullets Wireless til 599.- hos Proshop

Selvfølgelig er der de næsten obligatoriske knapper, hvor man kan styre lydstyrke, skifte sang osv. Den indbyggede mikrofon, leverer en absolut godkendt lydkvalitet uden udfald. Med et enkelt tryk på en knap, kan man give stemmekomandoer til Google Assistent.

Noget af det helt geniale ved Bullets Wireless er, at man slipper for at tænde og slukke dem hele tiden. Bare før de to magnetiske sider sammen, og de går i et effektivt standby-mode. Når du skiller dem ad igen, forbinder de automatisk til den sidste enhed via Bluetooth. Det er en helt fantastisk funktion, som man lynhurtigt bliver meget glad for.

Laaaaang batteritid
Ifølge OnePlus giver 10 minutters opladning af Bullets Wireless op til fem timers batteritid. Det har vi ikke haft mulighed for at efterprøve, men det er hævet over enhver tvivl, at batteriet holder meget, meget længe. Det afhænger selvfølgelig af, hvad og hvor meget man bruger hovedtelefonerne til, men fem timers batteritid efter 10 minutter i opladeren virker bestemt ikke usandsynligt.

Læs også:Anmelderne elsker den nye trådløse lyd fra OnePlus

Solid lyd
Bullets Wireless har noget, der kaldes energy tube, en teknologi der vender lydens frekvenser og derfor giver en markant bedre lyd, siger OnePlus. I praksis er det lidt svært at høre. Lyden er god, med mange nuancer og en fornuftig bas, men den er ikke markant bedre end andre hovedtelefoner i samme prisklasse – omkring 600 kroner.

Konklusion: Et godt køb
Bullets Wireless har en yderst fornuftig lyd, men imponerer allermest på andre områder. De sidder virkelig godt, er behagelige at gå rundt med og batteritiden er mageløs. Den magnetiske standby-funktion er en genial opfindelse. Noget af tilbehøret virker lidt uigennemtænkt, men det ændrer ikke ved det samlede indtryk. Det er lækre hovedtelefoner, der til 599 kroner er et rigtig godt køb.

Samlet bedømmelse: 7/10

 

 

Køb Bullets Wireless til 599.- hos Proshop her

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.