Analysefirma indsamlede data om 50 mio Facebook-profiler

Kasper Skov Jensen 20. marts, 2018

Facebook får massiv kritik efter det er kommet frem, at oplysninger om 50 millioner Facebook-brugere blandt andet blev solgt til Donald Trumps præsidentkampagne

Der er ikke noget at sige til, hvis Facebooks topchef og grundlægger, Mark Zuckerberg, har lidt svært ved at sove i disse dage. Der har længe været historier om, at russere forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016 via Facebook. I går kunne flere medier så fortælle, at analysefirmaet Cambridge Analytica har indsamlet data om 50 millioner Facebook-brugere, blandt andet i forhold til amerikanske valg. De oplysninger blev så solgt videre til Donald Trumps præsidentkampagne.

Læs også: Mistænker du Facebook for at lytte til dine samtaler? Her er forklaringen

Afsløringerne har medført massiv kritik. EU-kommissionen overvejer at undersøge sagen og flere medlemmer af den amerikanske kongres kræver en forklaring fra Mark Zuckerberg. Også økonomisk er sagen en katastrofe for Facebook. Mandag aften faldt selskabets værdi på børsen med 6,8 procent. Det svarer til et tab i markedsværdi på 37 milliarder dollar.

Mandag nat dansk tid fortalte amerikanske medier, at Facebooks sikkerhedschef, Alex Stamos, forlader sit job til august. På Twitter forklarer han, at han ikke forlader Facebook, men kommenterer ikke hvad der skal ske efter august.

– Trods rygterne er jeg stadig fuldt engageret i mit job hos Facebook. Det er sandt, at min rolle har ændret sig. For tiden bruger jeg mere tid på at udforske sikkerhedstrusler og sikkerhed omkring valg, skriver Alex Stamos.

Læs også: Facebook køber flere musikrettigheder

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.