3 tilfreds med lille kundefremgang


3 fik 6.000 nye kunder i årets tredje kvartal.

Mobilselskaberne måler sig selv og hinanden på, hvor mange nye kunder det lykkes at tiltrække. 3 Danmark oplyser i en pressemeddelelse, at man har fået 6.000 nye kunder i årets tredje kvartal. Det dækker over nye privat og erhvervskunder hos 3 og søsterselskabet Oister.

Chefen for 3 i Danmark er godt tilfreds.

– Telemarkedet har generelt været usædvanligt stille her i 2018, men 3 fortsætter kundevæksten og bliver ved med at tage markedsandele, som er målet, siger 3-CEO Morten Christiansen.

Læs også:TDC dropper overvågning af mobilkunder

Han peger især på, at mange virksomheder har opdaget abonnementet 3LikeHome, hvor man kan bruge taletid og data mange steder i udlandet på samme vilkår som herhjemme.

Virksomhederne har et stigende behov for global telefoni i forbindelse med, at forretning ikke kun er noget, man driver nationalt, men i langt højere grad internationalt. Derfor kan vi også mærke, at flere virksomheder får øjnene op for, hvad vores erhvervsprodukter kan, siger han.

3 har nu i alt 1.311.000 kunder og en omsætning på 691 millioner kroner.