3-direktør tilfreds med antallet af nye kunder

Kasper Skov Jensen 24. januar, 2019

Direktøren hos teleselskabet 3 er godt tilfreds med antallet af nye kunder i fjerde kvartal af 2018.

Teleselskabet 3 har gjort status over fjerde kvartal af 2018. Den viser, at 19.000 nye kunder kom til. I alt havde selskabet dermed 1,3 millioner kunder ved udgangen af 2018, og er godt på vej mod målet på 1,5 millioner kunder.

3-direktør Morten Christensen (billedet) har som ambition at fjerne alle grunde til, at kunderne forlader et af de to selskaber i 3-koncernen, der i kvartalet havde en omsætning på 719 millioner kroner.

Læs også:3 udvider 3LikeHome: Dækker 99 procent af danskernes rejser

– Jeg er godt tilfreds med udviklingen i kundebasen, som er drevet af, at vi gør dét, som vi er bedst til. Nemlig effektiv marketing som medfører, at mange starter en ny kunderejse hos os. Samtidig har vi et benhårdt fokus på kundeservice. Det skal være nemt og bekymringsfrit at være kunde her. Branchen er kendt for, at kunderne flyder frem og tilbage mellem selskaberne. Men vi har en ambition om, at vi skal fjerne alle gode grunde til, at kunderne vil forlade os. Og på det punkt er vi også rigtig godt på vej, siger han i en pressemeddelse.

3 står bag både teleselskabet 3 og lavprisselskabet Oister.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.