19.000 adresser får bedre mobildækning

Kasper Skov Jensen 29. marts, 2019

Teleselskaber har forpligtet sig til at give bedre mobildækning til 19.000 adresser i Danmark.

Mobilsignaler kører på frekvenser, og netop tre frekvensbånd har været på auktion blandt de danske mobilselskaber. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at selskaberne TDC Hi3G og TT-netværket (Telia og Telenors fælles mobilnetværk) har vundet auktionerne til en samlet pris på omkring 2,2 milliarder kroner.

Dermed har selskaberne også forpligtet sig til at give bedre mobildækning til i alt 19.000 adresser, der består af både privat beboelse og erhvervsejendomme. Kravet om den bedre dækning skal være opfyldt i april 2022.

Læs også:Anmeldelse: Verdens mindste og billigste mobil?

Ministeren er glad for, at der er bedre dækning på vej.

– Teleselskaberne opfylder store dele af de ambitiøse dækningskrav, som vi har stillet i auktionen. Det betyder, at vi får et Danmark i bedre balance, når det kommer til mobildækning. Jeg er glad for, at det er lykkedes at lukke auktionen med disse gode resultater, og med tre forskellige vindere vidner det også om en stærk telebranche, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V)i en pressemeddelelse.

Vi ønsker at høre fra dig og opmuntrer til en livlig diskussion blandt vores brugere. Vær venlig at hjælpe os med at gøre Mobilabonnement.dk til et rart sted at være.