14 sigtet for at dele drabsvideo


Politiet har gennemgået 118 henvendelser om delinger af drabsvideo fra Marokko. Det fører til sigtelser af 14 personer.

ouisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev i december dræbt i Marokko. Det ene drab blev optaget på video, og har efterfølgende spredt sig på sociale medier. Østjyllands Politi har gennemgået 118 henvendelser om delinger, og sigter 14 personer for at dele den voldsomme video.

– 12 personer er sigtet for, under særligt skærpende omstændigheder, uberettiget at have videregivet videoen, uagtet at den vedrører en anden persons private forhold under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. De sidste to er sigtet for offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlingen, som skete ved drabene af de to kvinder, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen, i en pressemeddelelse.

Læs også:Oister er politianmeldt: Her er direktørens reaktion

De 12 er sigtet efter en paragraf i straffeloven, der under særligt skærpende omstændigheder kan straffes med op til tre års fængsel. De sidste to kan risikere bøder eller op til to års fængsel.

To af de sigtede er under 15 år, og seks sigtede er mellem 13 og 18 år.

Sagerne vil nu blive overdraget til de politikredse, hvor de sigtede bor.