Stor guide: Sådan styrker du dit privatliv på Facebook


Facebooks omgang med dine personlige oplysninger er kommet i fokus igen, hvor det er kommet frem, at analysefirma har fået adgang til oplysninger om 50 millioner brugere. Vi viser her, hvordan du kan styrke dit privatliv på Facebook

Der er efterhånden en del eksempler på Facebooks tvivlsomme omgang med brugernes personlige oplysninger. Senest er det kommet frem, at et amerikansk analysefirma har haft adgang til oplysninger om 50 millioner menneskers Facebook-profil. De oplysninger er så siden solgt til Donald Trumps præsidentkampagne, hvor de blev brugt til at målrette politiske budskaber.

Heldigvis kan du selv være med til at bestemme, hvor mange oplysninger Facebook må dele om dig. Det kan du styre under “Indstillinger” som du finder ved at trykke på den lille nedadvendte pil i den øverste blå menu.

I guiden her, tager vi udgangspunkt i, hvordan du finder indstillingerne fra en pc.

Læs også: Mistænker du Facebook for at lytte til dine samtaler? Her er forklaringen

Adgangen til Facebook
Under “Sikkerhed og login” kan du gøre det sværere for andre at få adgang til din konto. Det kan især anbefales at aktivere totrinsbekræftelse. Det betyder, at du bliver bedt om at bekræfte det, når du logger på Facebook fra en ny enhed – men kun første gang. For de fleste vil totrinsbekræftelse via SMS være det nemmeste.

Screenshot fra Facebook

Hvem må se og kontakte dig?
Under “Beskyttelse af personlige oplysninger” kan du blandt andet bestemme, hvem der fremover må se dine opslag, hvem der må kunne sende dig venneanmodninger og så videre. Hvis du ikke vil have, at din Facebook-profil dukker op i søgemaskiner, kan du deaktivere det.

Screenshot fra Facebook

At tagge eller ikke at tagge
Det er måske ikke altid, du finder billeder af weekendens udskejelser ligeså egnede til Facebook som dine venner, men faktisk kan du forhindre at uønskede billeder dukker op på din tidslinje. Det gør du under “Tidslinje og tagging”. Du kan blandt andet aktivere, at opslag du er tagget i skal godkendes af dig, før de vises på din tidslinje.

Læs også: Så meget bedre bliver fremtidens mobilbatterier

Screenshot fra Facebook

Skjul opslag for nogle af vennerne
Du har måske venner på Facebook af ren høflighed, som du ikke har lyst til skal se dine opslag. Du kan sagtens være venner med din chef og din grandtantes ældste barnebarn uden at frygte, hvad du deler. Du kan bare tilføje dem til din begrænset-liste, som du finder under “Blokering” Personer, der er på din begrænset-liste kan ikke se, de opdateringer du deler med dine venner. Under samme menupunkt kan du forhindre bestemte personer i at kontakte dig, og blokere apps, sider, beskeder og begivenhedsinvitationer.

Screenshot fra Facebook

Læs også: Facebook køber flere musikrettigheder

Hvad ved apps om dig?
En af de helt store syndere omkring Facebook og privatliv er de apps, man gennem tiden har givet adgang til sine oplysninger. Dem finder du ved at klikke på “Apps”. Klik på hver enkelt app for at se, hvad der bliver delt med den. Ofte er det langt mere, end appen egentlig har brug for. Ved at trykke på krydset ved hver app, kan du slette dens adgang til dine oplysninger.

Apps dine venner bruger, kan også få oplysninger om dig. Det kan du ændre under “Apps, andre bruger”.

Screenshot fra Facebook

Stop de målrettede annoncer
Hvilke oplysninger bliver der delt med annoncører for at målrette reklamer til dig? Det kan du blive lidt klogere på, og begrænse, under “Annoncer”. Det er dog ikke en garanti for, at du kan være i fred for målrettede annoncer, men det bør nedsætte antallet af dem.

Screenshot fra Facebook