Find ud af hvad dine behov er, inden du vælger et nyt mobilabonnement

Lise-lotte Jakobsen 31. oktober, 2017

Hvad har du egentlig brug for?

Der er stor forskel på folks mobilvaner og ikke mindst, hvor meget og hvilken type taletid man bruger.
Du tænker måske “Der findes da ikke forskellige typer taletid?”
– men det gør der faktisk. Taletiden er selvfølgelig den samme, men bruges på vidt forskellige måder.

  • Opkald til alm. mobil og fastnettelefoner:
    Helt almindelige opkald, som går til andre danske mobil- eller fastnettelefoner. Til disse opkald bruges den ofte inkluderede taletid i et abonnement. Når ens inkluderede taletid er opbrugt, takseres der for hvert minut talt efterfølgende.
  • Har du et gennemsnitligt forbrug, så er et mobilabonnement med 3-5 timers tale og 1-3 GB data samt fri SMS, et fint valg. Disse fås i skrivende stund til under 100 kr om måneden.
  • Opkald til mobiler med samme selskab:
    Mange selskaber tilbyder at man kan ringe gratis til andre med samme selskab.
    Man kan derfor finde en stor besparelse, hvis man har mulighed for at vælge samme abonnement, som de personer man ringer mest til.
  • Har man mulighed for at vælge samme selskab som sin familie og nærmeste venner, så kan man nøjes med meget lidt taletid i sit abonnement. Dit databehov vil dog forblive uændret, da det ikke afregnes på samme måde.
  • Opkald til takserede numre:
    Ringer du meget til det offentlige, til lægen, kommunen, ja sågar dit teleselskab – så er det ofte 70-numre, som koster minut takst, også selvom man har taletid inkluderet.
    Dette gælder også diverse telefontjenester, som f.eks. psykologhjælp over telefonen eller lign.
  • *** OBS: De fleste selskaber har nu inkluderet opkald til 70-numre i deres taletid. Kontroller dog altid om dit selskab også har, hvis du ofte benytter 70-numre.

Se på dine tidligere regninger/opgørelser for at se, hvor meget du bruger

Den nemmeste måde at finde ud af, hvad ens forbrug er, er at kigge på ens tidligere regninger. Hvis du ikke får regninger på papir, så har du mulighed for at logge ind på teleselskabets hjemmeside og tjekke dit forbrug.

Er du ikke den store haj til internettet, eller ønsker du bare at se dit forbrug printet sort på hvidt, er det også muligt at kontakte dit teleselskab og få en detaljeret opgørelse af dit tidligere forbrug.
Teleselskabet skal nemlig gemme dine informationer og kontobevægelser i 5 år – og det er dem pålagt at kunne fremvise dokumentation for dit forbrug.